ticket-to-ride

Ticket to Ride er et brætspil, som henvender sig til et bredt publikum. Spillet findes i flere varianter, men fælles for dem er, at det handler om at bygge jernbanestrækninger mellem forskellige byer. Når du bygger jernbanestrækninger med togvogne i dine farver, så får du point alt efter hvor lang, strækningen er. Men det er ikke ligegyldigt, hvilke strækninger du bygger. Du får nemlig undervejs i spillet nogle bestemte ruter, som du skal bygge. Det er kun dig, som kender dem, og du kender dermed heller ikke de ruter, som de andre skal bygge.

På den måde handler Ticket to Ride om at bygge så mange af sine ruter som muligt, samtidig med at du eventuelt forhindrer dine modspillere i at bygge deres. Det er et simpelt spil, som er let at gå til, men som der er mange timers underholdning i. For hver gang du spiller, vil det være forskellige strækninger, du skal bygge, og du kan udfordre dig selv ved at vælge nogle af de længere strækninger, som også giver flere point, hvis du klarer dem. Du kan spille Ticket to Ride med familien, men det fungerer også godt sammen med vennerne.