Min nabo, Henning, var helt stolt, da han i går kunne fortælle, at han havde sat politiet på sporet af en østeuropæisk tyvebande på tre mand, som nu ifølge vores lokale avis er blevet varetægtsfængslet.
Det er sådan, at Henning bor i en ejendom, hvor der tidligere har været drevet autoværksted. Det er for længst nedlagt, og Henning bruger kun ejendommen til privatbolig. Men han har en stor dobbeltgarage, som han ikke selv har brug for, da han på den anden side af selve huset har en udmærket carport. Derfor har han de senere år lejet den store garage ud, men for nogle få måneder siden blev det tidligere lejemål opsagt, og i stedet lejede Henning sin dobbeltgarage ud til en østeuropæisk mand, som åbenbart havde fået nys om, at garagen var ledig.
Der var noget trafik ud og ind af garagen på underlige tidspunkter af døgnet, så en dag kunne Henning ikke styre sin nysgerrighed, hvorfor han låste sig ind for at se, hvad garagen blev brugt til. Og det var på den måde, at han opdagede, at der befandt sig et større lager af forskellige effekter i garagen, og Henning kom i tanker om, at han i avisen havde læst om usædvanligt mange indbrud i forretninger her på egnen.
Især lagde han mærke til et større antal helt nye og billige kontorstole, der stod i den ene side af garagen. Han havde med det samme en mistanke om, at de kunne stamme fra et indbrud, der havde fundet sted i en butik med kontorforsyning nogle få dage forinden.
Henning var klar over, at han ikke måtte røre ved nogen af tingene af hensyn til eventuelle fingeraftryk, men han kunne se på emballagen, at der i hvert fald også var et pænt antal køkkenmaskiner af forskellig slags.
Så han valgte at ringe til politiet og fortælle om sin opdagelse, og der kom meget hurtigt en patruljevogn ud, så et par betjente selv kunne kigge på indholdet i garagen. Henning låste dem ind, og de gav udtryk for, at der vist ikke var tvivl om, at der var tale om tyvekoster.
Politifolkene var ikke i tvivl om, at den store stak af køkkenmaskiner stammede fra et indbrud i en isenkramforretning et par uger tidligere, hvor der i øvrigt også var blevet stjålet et ganske stort antal barbermaskiner. Du kan se nogle af slagsen vist her.
Henning fortalte, at politiet straks igangsatte en eftersøgning af den person, som havde lejet garagen af Henning, og imens valgte man at fjerne alle tyvekosterne fra garagen, hvor man inde bagest også fandt et meget stort antal sengesæt, som var blevet stjålet fra en butik med sengeudstyr for en lille måneds tid siden.
Politiet valgte at overvåge garagen, og allerede aftenen efter kom lejeren derud, og han blev anholdt på stedet. Det viste sig, at han boede i et lejet sommerhus i nærheden, og her kunne politiet uden dramatik i øvrigt anholde de to andre østeuropæere.
Så nu er der i hvert fald grund til at håbe på langt færre indbrud i den nærmeste fremtid.