Jeg elsker biler

Jamen, udvalget er jo mange gange større på nettet, argumenterede min nabo, da vi for en god uges tid siden kom til at diskutere, hvor det er bedst at finde frem til en ny, lettere brugt bil. Anledningen var, at han netop havde købt en brugt bil, der kun var godt et år gammel og som kun havde kørt 14.000 kilometer. Den havde han fundet på en af de mange hjemmesider, der giver et godt overblik over, hvilke brugte biler, der er til salg i hele landet. Han er også en yderst flittig bruger af Bilgalleri.dk, der vel er det største community i Danmark for bilinteresserede.

Min nabo havde fundet bilen hos en privat sælger, som bor i Vejle, så han skulle køre knap 100 kilometer for at tage den i nærmere øjesyn. Han indrømmede også, at det var noget af et held, at bilen var præcis sådan, som han havde forestillet sig ud fra fotos og beskrivelsen af bilen på den pågældende hjemmeside.

Han syntes selv, at han havde gjort en god handel, for bilen havde været en del billigere end en tilsvarende hos de bilforretninger, som han også havde tjekket priser på ved at besøge deres hjemmesider.

Det er selvfølgelig godt, at du er tilfreds med handelen, men personligt vil jeg nu nødigt undvære den oplevelse, det er at tage ud i nogle store brugtbilforretninger for at finde min næste bil, indvendte jeg. For mig er det i sig selv en god oplevelse at afsætte en søndag eller måske en hel weekend til at dykke ned i markedet, og jeg kan bedst lide at se den ægte vare foran mig, når jeg skal købe en bil.

Jeg fortalte ham om min egen måde at købe bil på, da vi for godt et år siden var nået dertil, at det var på tide at skifte den gamle øse ud med en mere moderne bil. Den gang havde min søn på 12 år og jeg afsat en weekend til at finde frem til, hvilken bil det skulle være. Min kone var ikke det mindste interesseret i, hvilket bilmærke, det skulle være, bare hendes ønsker om ordentlig plads og nem betjening kunne opfyldes.

For Chris og mig blev det dengang til en rigtig god far-søn oplevelse at køre rundt til en række store brugtbilforretninger i Midtjylland, hvor der er temmelig mange af dem, og kigge på det ganske store udvalg af gode, brugte biler.

På forhånd havde jeg selvfølgelig en økonomisk ramme, som jeg var nødt til at holde mig indenfor, men jeg havde valgt ikke at lægge mig fast på, hvilket bilmærke det skulle være. Så Chris og jeg kiggede helt fordomsfrit på en lang række forskellige modeller, som lå indenfor vores økonomiske formåen, og det endte med, at vi valgte en bilmodel, hvis specifikationer jeg faktisk aldrig havde interesseret mig for tidligere. Men den levede op til vores behov for plads, komfort og sikkerhed, og den var knap halvandet år gammel, da vi købte den.

Det kom også til at vise sig, at det var et godt valg, for vi har været meget glade for bilen lige siden.