Mænd og babylegetøj

En gang imellem skal man som mand bare holde sin mund, når det handler om et emne, man absolut ikke har forstand på. Det måtte jeg endnu en gang sande, da jeg forleden dag havde en lille ordveksling med min kone omkring et indkøb af en fødselsdagsgave til Magnus, som er vores barnebarn, og som om få dage fylder to år.

Min kone havde besluttet sig for, at Magnus skal have lidt forskelligt legetøj, og hun havde derfor kastet sig over computeren for at finde på gode ideer til gaven. Hun viste mig et udvalg af forskelligt babylegetøj, hun havde fundet i en webshop, men hun besluttede sig hurtigt for, at Magnus nok er blevet for gammel til decideret babylegetøj.

Men i samme webshop var der også masser af legetøj til børn, der er kommet ud over babystadiet, så hun blev på den hjemmeside og surfede rundt mellem krammedyr og en masse andet, som kunne være en god ide til Magnus.

Pludselig kom hun over til mig med den bærbare for at vise mig nogle sjove dyr, der tydeligvis var hæklede, og så udbrød hun begejstret, at de pågældende og meget søde dyrefigurer endda var fra Sebra.

Og så var det, jeg kom til at dumme mig, for jeg udbrød, at knægten nok var flintrende ligeglad med, at de hæklede dyr var produceret af det ene eller det andet firma. Ja, kom det i en absolut syrlig tone, Magnus er nok ligeglad, men det er hverken hans mor eller jeg, for sådan nogle små poder skal altså have noget ordentligt legetøj, som er nogenlunde holdbart og som ikke afgiver gift af en eller anden art, når de putter det i munden.

Så var jeg blevet belært, og jeg undlod helt at kommentere det, da hun lidt efter med begejstring i stemmen nævnte nogle andre bløde krammedyr af mærket Lilliputiens, som selvfølgelig er et navn, jeg bestemt aldrig har hørt før. Men at dømme efter min kones begejstring må det være noget i retning af det bedste, der kan købes for penge.

Bløde krammedyr har jeg altså bare ingen forstand på, og det samme gælder for så vidt det meste af det legetøj, de helt små børn bruger, men jeg kunne da godt genkende det, da min kone viste mig nogle puslespil i træ, for sådan nogle havde vores egne børn også, da de var helt små.

Jeg følte mig lidt på Herrens mark, da min bedre halvdel bad mig om at hjælpe med at udvælge det helt rigtige puslespil til Magnus, men jeg slap nemt om ved det ved bare at pege på det mest farverige i den samling, der var affotograferet på den side. Jeg noterede mig at de i øvrigt ganske flotte puslespil var af fabrikatet Djeco, men jeg undlod fuldstændigt at spørge min kone, om det nu også var det rigtige mærke indenfor puslespil til småbørn.

Nå, alt i alt er jeg meget godt tilfreds med, at mit barnebarn ikke skal spises af med noget legetøj af tvivlsom kvalitet.