Min niece, Helle, er for nylig kommet hjem igen, efter at hun i to måneder har været i Filippinerne som en del af et hold hjælpearbejdere, der har bistået de lokale med at bygge nye huse, efter at en voldsom orkan for nogle måneder siden anrettede meget voldsomme skader og jævnede tusindvis af huse med jorden.
Helle fortalte meget begejstret om opholdet i Filippinerne, som i hendes øjne havde været en meget stor succes. Hun havde meldt sig som frivillig hos en international hjælpeorganisation, som en af hendes veninder tidligere har været udsendt for.
Hun havde kun ros tilovers for den pågældende organisation, som har stor erfaring med den slags hjælpearbejde. Helle havde været en del af et hold på seks yngre mennesker fra lige så mange forskellige lande i verden, og hun mente, at hjælpeorganisationen havde grebet tingene meget professionelt an.
Fra starten havde hjælpearbejderne fået at vide, at de skulle bruge de første fem dage af opholdet i Filippinerne til at akklimatisere sig og være sammen med de øvrige på holdet. Organisationen havde meldt ud, at den ville sørge for forskellige aktiviteter for hjælpearbejderne, og det skyldtes ikke, at de skulle forhindres i at kede sig, men organisationen vidste af erfaring, at det er vigtigt at få de enkelte medlemmer af sådan et hold rystet godt sammen. Derfor skulle disse fem første dage også indeholde aktiviteter i retning af teambuilding, havde organisationen forklaret. Og de benyttede nogle eksperter i teambuilding .
Og det var virkelig godt, fortalte Helle, for hun lærte hurtigt de andre fem på holdet at kende og blev faktisk rigtig gode venner med dem alle sammen. Det betød, at de i høj grad trak på samme hammel, da de først kom i gang med de arbejdsopgaver, de var sendt ud for at udføre.
Det var ikke mindst den gode start på opholdet, der var medvirkende til, at hele opholdet havde været en meget stor succes i Helles øjne. Når de arbejdede med bygningen af nye huse, oplevede hun i mange situationer, at de seks udlændinge på holdet hele tiden hjalp hinanden og bakkede hinanden op i arbejdsopgaverne, så byggerierne gik hurtigere, end det faktisk var planlagt fra starten.
Det havde været et fysisk hårdt ophold, fortalte Helle, for de arbejdede 8 til 10 timer hver dag, men også på det punkt havde der været et fantastisk sammenhold i gruppen, for hvis et par stykker en sen eftermiddag var indstillet på, at nu skulle de være færdige med en eller anden opgave, inden de holdt fyraften, så var resten af gruppen helt med på ideen.
De havde også i gruppen af udenlandske hjælpearbejdere mødt en fantastisk gæstfrihed fra de lokale. Det kan man naturligvis ikke undre sig over, for det var jo dem, der fik hjælp til genopbygning af deres byer.
Helle fortalte, at hun som uddannet bygningskonstruktør i nogen grad af de øvrige i gruppen var blevet opfattet som deres leder hvad det rent arbejdsmæssige angik, men ellers fungerede vi som en helt homogen flok, der havde det virkeligt godt i hinandens selskab.
