Det er faktisk hårdt arbejde at grave et stykke græsplæne væk, for man er nødt til at hakke den ud i græstørv i passende størrelse og derefter skovle græstørvene op i trillebøren og køre dem ned bagest i haven, hvor de kan få lov til at ligge og formulde, mens de er pænt skjult bag nogle buske, vi har stående der.
Nu har jeg gravet både i går og i dag, så ryggen er ved at være godt øm, men jeg har dog også nået at få planeret det lille areal på cirka tre gange fem meter og efterfølgende kørt en bunke stabilt grus, som jeg fik leveret af en vognmand forleden dag, på stykket.
Hele det store arbejde tjener et enkelt formål, nemlig at skabe plads til, at vores to drenges temmelig mange kammerater har et sted at stille deres cykler, når de besøger vores sønner. Det kommer sig af, at jeg for længe siden bad dem om at lade være med at fylde carporten op med cykler, for hvor skulle jeg så gøre af min bil?
Det ønske har de også efterkommet, men i stedet har de stillet cyklerne ude på fortovet, og da der meget ofte er syv-otte knægte på besøg hos vores drenge, blev det også til et problem. Derfor besluttede jeg mig for at lave en parkeringsplads til cyklerne, og jeg inddrog et stykke af vores græsplæne foran huset, så jeg kan skabe plads til cyklerne på det areal lige ved siden af vores indkørsel.
På sigt er det måske også meget praktisk, for når vi engang får råd til det, har vi faktisk brug for to biler, og så vil vi have en parkeringsplads til nummer to bil parat. Min kone og jeg har diskuteret, om vi skulle have almindeligt ral på den nye plads, eller om vi skal ofre lidt mere og købe nogle granitskærver, som jeg faktisk synes er kønnere. Den diskussion skal vi have afsluttet meget snart, så vi kan få kørt noget på ovenpå det stabile grus, lige så snart det har sat sig lidt.
Vores egne drenge stiller deres cykler i carporten, så de ikke skal stå ude i regnvejr, og det er bestemt også relevant nok, for de har begge to indenfor det seneste halve år fået en ny cykel, og dem vil de jo gerne passe lidt på, så de holder sig pæne.
Vores drenge og deres kammerater går generelt meget op i deres cykler, hvilket vel er naturligt i deres aldersklasse på 12-14 år. Heldigvis er det en meget stille villavej uden gennemkørende trafik, vi bor på, for de bruger meget tid på at lave forskellige konkurrencer på deres cykler ude på vejen, men da de fleste af kammeraterne også bor på vores vej, er der vist ingen, der føler sig generet af det. I hvert fald er det sådan, at alle vi beboere på vejen er særdeles forsigtige, når vi kommer kørende hjem i bil om eftermiddagen, hvor drengene tit har travlt med deres øvelser.
